Gå til indhold
Websted
🧱 CFC 271Indvendig puds: underlag, lag og afglatningKapitel 8 af 10 i sektionen

Fugtig gammel mur: kalkpuds, diffusionsåbenhed og cementfejlen

Dette kapitel beskriver gamle murværkers hygrotermiske adfærd og mineralsk indvendig pudses diffusionsåbne funktion. Du lærer at foreskrive og påføre et traditionelt kalkbaseret system i flere lag, at identificere skader forårsaget af et cementovertræk og præcist at bestemme grænserne for gipserens indgriben ved ustabiliserede, strukturelle vandindtrængninger.

Værd at huske

  • Cement blokerer vanddamp og får mineralsalte til at stige højere op i murværket.
  • Naturlig kalks mikroporøsitet tillader kontinuerlig fordampning af fugten i den bærende væg.
  • Påføringen udføres i tre på hinanden følgende lag med aftagende mekanisk styrke fra underlaget mod overfladen.
  • Kalkpuds løser aldrig hydrostatisk vandtryk eller et defekt dræn.

Cements blokering af diffusionsåbenheden og fænomenet saltvandring

Diffusionsåbenhed
En vægs eller et pudssystems evne til at lade vanddamp vandre gennem sit kapillære netværk uden væskeophobning eller nedbrydning af mineralske bindemidler.

En gammel mur af marksten eller kvadersten muret i kalkmørtel fungerer i en dynamisk ligevægt med indendørsklimaet. De oprindelige materialer udviser en høj åben porøsitet. Denne struktur gør det muligt for vand fra terrænet eller atmosfæriske variationer at passere gennem væggen i gasform og derefter fordampe frit fra overfladen. Når gipseren udfører renoveringsarbejde, er bevarelsen af denne vanddampgennemtrængelighed en afgørende forudsætning for at undgå nedbrydning af overfladen.

En fejlagtig påføring af en bastardsmørtel med højt cementindhold eller en ren cementpuds skaber en næsten uigennemtrængelig barriere. Med en diffusionsmodstand, der er betydeligt højere end det gamle underlags, standser cementen overfladefordampningen prompte. Flydende vand, der er fanget bag denne stive skorpe, kan ikke længere slippe ud. Ved kapillærvirkning stiger fugtfronten derefter lodret i murværket, indtil den finder en udgangszone, ofte i niveau med de overliggende etageadskillelser eller bag træfodlister.

Nedbrydningsmekanismen forklares ved fordampnings- og krystallisationscyklusserne. I en sund mur vandrer opløselige salte med vandet og aflejres på overfladen uden mekaniske spændinger. Under en tæt cementpuds sker krystallisationen i overgangszonen mellem den oprindelige mørtel og det nye lag. Dette subflorescensfænomen opbygger meget høje indre tryk, som nedbryder bløde sten, løsner fuger og til sidst sprænger cementmørtelen af i flager.

I gipserfaget forringer brugen af stive hydrauliske bindemidler gamle underlag. De koncentrerede salte bag det tætte lag nedbryder fugerne. Gipseren skal udelukke cementovertræk på disse underlag og påføre en mikroporøs mørtel, der sikrer fordampning uden afskalning.

Udførelse af kalksystemet og identifikation af strukturelle grænser

Indvendig kalkpuds følger reglen om faldende doseringer og elasticitetsmoduler. Grundlaget er stærkere end slutpudsen. På et udbedret gammelt murværk forvandes murværket til mætning dagen før og genfugtes inden påføring for at forhindre opsugning af blandevandet.

  1. Udkast / hæftepudsUdkast af en ru svumme på 3 til 5 mm baseret på naturlig hydraulisk kalk NHL 3.5 eller NHL 5, rigt doseret med sand i kornstørrelse 0/4 mm for at skabe mekanisk vedhæftning uden at lukke underlaget.
  2. GrovpudsPåføring efter 48 timer af et grovpudslag på 10 til 15 mm med hydraulisk kalk NHL 2 eller NHL 3.5. Dette lag, rettet af med retholt, udgør den åndbare kerne og udjævner væggens overordnede planhed.
  3. SlutpudsPåføring efter partiel karbonatisering af en finpuds på 2 til 3 mm med lufthærdende kalk CL 90 eller svagt hydraulisk kalk med fint sand 0/1 mm, pudset med bræt eller filtset for at sikre dampgennemtrængelighed.

En traditionel mineralsk pudses succes afhænger nøje af hærdningsbetingelserne på byggepladsen. Lufthærdende kalk hærder ved langsom karbonatisering i kontakt med luftens kuldioxid. Gipseren skal udelukke enhver aggressiv kunstig tørring med varmluftblæsere eller varmekanoner, hvilket ville forårsage øjeblikkelig afbrænding af det fine pudslag. Moderat naturlig ventilation muliggør en regelmæssig hærdning uden krakeleringer.

Teknisk sammenligning af bindemidler til indvendig puds på gammelt murværk
PudsbindemiddelDampgennemtrængelighedElasticitetsmodulAdfærd på fugtig væg
Ren portlandcementMeget lav (dampspærreeffekt)Højt (stift og skørt)Blokerer vand, fremmer opstigende fugt og blæredannelse
Hydraulisk kalk (NHL)Middel til højModerat (god fleksibilitet)Tillader gradvis udtørring, tåler moderat fugt
Lufthærdende kalk (CL 90)Maksimal (høj diffusionsåbenhed)Meget lavt (meget fleksibelt)Ideel til tynd slutpuds, langsom karbonatisering i luften

Trods sine bemærkelsesværdige hygrotermiske egenskaber udgør kalkpuds ikke en fugtsaneringsmetode mod aktiv strukturel fugt. Ved kontinuerlig vandindtrængning, grundvand under hydrostatisk tryk eller total mangel på udvendigt omfangsdræn når gipseren materialets fysiske grænser. Et murværk, der permanent er mættet med flydende vand, forhindrer korrekt karbonatisering af den lufthærdende kalk og medfører massive saltudblomstringer på overfladen.

Bindemiddelformulering og fordampningskinetik for indvendig puds

På et gammelt murværk af kalksten, molasse eller blandede marksten opmuret i svag kalkmørtel afhænger væggens hygrotermiske adfærd fuldstændigt af dens evne til at transportere vanddamp fra murværkets kerne til boligarealet. Den historiske introduktion af bastardsmørtler rige på portlandcement brød denne balance: Ved at have en for høj modstand mod dampdiffusion kombineret med for stor mekanisk stivhed presser cementen kapillærvandet mod ubehandlede zoner eller koncentrerer salte under pudslaget, hvilket danner blærer ved krystallinske tryk.

Diffusionsåbenhed
Et muret bygningselements og dets mineralske belægningers evne til at regulere og bortlede vand i form af damp via kontinuerlig kapillær og molekylær diffusion uden brud på overfladespændingen eller væskeophobning i laggrænsefladerne.

For at genoprette denne dynamik tilpasser gipseren mørtelsammensætningen efter stenens geologiske beskaffenhed og fugteksponeringsgraden. Der foretrækkes en naturlig hydraulisk kalk i klasse NHL 2 eller NHL 3.5 til udkast og grovpuds i fugtige omgivelser, suppleret med læsket lufthærdende kalk som pasta eller pulver til slutpudsen. Denne kombination sikrer et netværk af åbne makroporer, som fremmer vandets vandring uden at nedbryde bindemiddelmatricen.

Sammenligning af pudsmørtlers mekaniske og hygrotermiske egenskaber
Primært bindemiddelDampmodstandsfaktor (µ)Dynamisk elasticitetsmodulAdfærd over for kapillærfugt
Ren portlandcement (CEM I)15 til 30Højt (> 20 GPa)Tæt spærreeffekt, tvungen lateral og opstigende vandvandring
Naturlig hydraulisk kalk (NHL 3.5)6 til 10Moderat (5 til 8 GPa)Gradvis fordampning, åben porøsitet tilpasset salte i passage
Lufthærdende kalk (CL 90)3 til 6Lavt (< 3 GPa)Maksimal diffusionsåbenhed, langsom karbonatisering, forbeholdt tørre slutpudslag

Fremstillingen af mørtlen kræver vasket grusgravssand, fri for lerholdige eller organiske bestanddele. En trinvis kornkurve, for eksempel 0/4 mm til grovpudsen og derefter 0/2 mm til slutpudsen glittet med svampebræt, begrænser svind under den karbonatiske afbinding. Overdosering af hydraulisk bindemiddel eller for kraftig mekanisk komprimering med glittebræt lukker porerne i overfladen, hvilket lokalt genskaber den fysiske fejl, der kendetegner cement.

Udførelsesforskrifter og vurdering over for strukturel fugt

  1. Afrensning og forberedelse af fugerFjern gamle cementpudsbelægninger, gennemblødte gipspudslag eller tætte malinger fuldstændigt i en minimumshøjde på halvtreds centimeter over den synlige fugtlinje. Udkrads løse fuger med en mejsel til to til tre centimeters dybde, afstøv med børste og forvand underlaget til mætning uden at efterlade en blank vandfilm.
  2. Udkast af hæftepudsUdkast et hæftelag med en tykkelse på tre til fem millimeter, doseret med hydraulisk kalk NHL 3.5 eller NHL 5 afhængigt af stenens kompakthed, med grovkornet sand. Strukturen forbliver ru og spættet for at sikre den mekaniske forankring af grovpudsen uden at danne en sammenhængende, uigennemtrængelig film.
  3. Påføring af det diffusionsåbne pudslagTræk grovpudsen på i et eller to lag på ti til femten millimeter hver efter afstivning af underlaget. Ret af med tandet retholt eller rids overfladen let for at lette vedhæftningen af slutpudsen, og oprethold en fugtig hærdning ved forstøvning, hvis ventilationen udtørrer mørtlen for tidligt.
  4. Glittelag og kompatibilitet af slutbehandlingerPåfør det fine slutpudslag med lufthærdende kalk eller NHL 2 i en maksimal tykkelse på tre millimeter. Glit med træ- eller filtbræt. Dæk aldrig efterfølgende overfladen med en blokerende beklædning, vinyltapet eller en tæt kunstharpiks, som ville ophæve konstruktionens diffusionsåbenhed.

Gipseren skal omgående underrette byggeledelsen om enhver kontinuerlig vandindtrængning eller dyb smuldring af stenen. I henhold til standarden SIA 118 og gældende faglige standarder for gipsarbejde kontrollerer entreprenøren, at underlaget er egnet til at modtage det mineralske system. Hvis de omgivende termohygrometriske forhold ikke muliggør konstant fordampning til indeluften, for eksempel i en kælder uden vinduer og uden udsugning, forbliver kalksystemet virkningsløst uden forudgående forbedring af ventilationen.

Vedhæftningssvigt og fugtskader: byggepladsledelse og teknisk afgrænsning

Når kalkpuds danner blærer, drysser eller udviser massive saltudblomstringer få uger efter påføringen, står gipseren over for enten en forstyrret tørringskinetik eller en vandmætning, der overstiger mørtlens fordampningskapacitet. På en gammel markstensmur består den klassiske fejl i lokalt at påføre et nyt spartellag eller forsegle området med en organisk forankringsgrunder. Dette indgreb forværrer skaden: det koncentrerer den mineralske saltbelastning under en tæt film og medfører afskalning af grovpudsen i flager under den næste fordampningscyklus.

Så snart der opstår skader, består det første indgreb i at undersøge partiet med mukkert og spartel for at afgrænse hule områder. Al løs, hultlydende eller smuldrende puds skal hugges af ind til det rå murværk. Nedbrudte stenfuger udkradses til en dybde svarende til to gange deres bredde. Hvis der fremtræder hygroskopiske salte i form af hvide nåle, er en grundig tørbørstning påkrævet: afvaskning med rigelige mængder vand er forbudt, da det ville genopløse sulfater og nitrater og trække dem tilbage i murens kerne.

Udbedringen kan først finde sted efter stabilisering af vandkilden udført af de kompetente faggrupper. Hvis udtørringen forbliver delvis, men kontrolleret, påfører gipseren en specifik porøs saneringsmørtel med et højt luftporeindhold, som er i stand til at optage saltene uden at sprænge, efterfulgt af en slutpuds med lufthærdende kalk uden overfladespænding. Tilsætning af hydrofobe tilsætningsstoffer eller portlandcement i reparationsblandingen forbliver strengt udelukket for at bevare værkets samlede diffusionsåbne ligevægt i henhold til SIA 118.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad gør man, hvis grovpudsen med kalk pulveriserer eller drysser efter påføring?

Drysningen skyldes en for tidlig udtørring: blandevandet er blevet opsuget af den tørre sten eller fordampet af træk inden karbonatiseringen. Det smuldrende underlag skal befugtes til mætning med rent forstøvet vand, uden afstrømning, i flere på hinanden følgende dage. Hvis kalken er helt afbrændt i overfladen, er en mekanisk afrensning af overfladen nødvendig, inden der påføres et nyt, tyndt bindemiddelrigt lag på et forud genfugtet underlag.

Kan man påføre silikatmaling direkte på nypåført kalkpuds?

Nej. Selvom silikatmaling har en fremragende dampgennemtrængelighed, kræver kaliumsilikatet et stabiliseret mineralsk underlag, der har afsluttet sin kemiske afbinding. På hydraulisk eller lufthærdende kalkpuds kræves en ufravigelig tørretid på minimum fire uger. En for tidlig påføring blokerer mørtlens karbonatisering, forårsager permanente misfarvninger og forringer vedhæftningen pga. manglende forkisling på det nydannede calciumcarbonat.

Hvorfor opstår der hvidlige udblomstringer lige over fodlisterne?

Denne salpeterlinje markerer fordampningsfronten for kapillærkanten. Fugt, der stiger op fra terrænet, passerer gennem murværket og fordamper i fri luft umiddelbart over zonen afskærmet af fodlisten. De opløste salte krystalliserer netop her. Løsningen kræver, at tætte fodlister demonteres, at forurenet puds hugges af halvtreds centimeter over fugtlinjen, og at fodmuren ventileres med en hul fuge.

Hvordan skelner man almindelig opstigende kapillærfugt fra indtrængning under tryk?

Opstigende kapillærfugt giver en diffus, konstant og opadstigende fugt, der generelt er begrænset til en meter og halvtreds over terræn uden frit udstrømmende vand. Indtrængning under tryk viser sig derimod ved aktive sivninger, perledråber på pudsen eller pludselige fugtvariationer, der korrelerer med udendørs nedbør. I sidstnævnte tilfælde kan ingen indvendig kalkpuds modstå belastningen: udvendige drænings- eller tætningsarbejder er forudgående strengt nødvendige.

Citerede tekster og standarder

  • norme SIA 118Almindelige betingelser for udførelse af byggearbejder, håndtering af meddelelser og arbejdsstandsninger

I samme sektion