Værd at huske
- Et frostfrit anlæg går fra 80 centimeter på Plateauet til mere end en meter i højderne.
- Frossent vand danner iskrystaller under sålen og ødelægger uarmeret murværk.
- Fordelingssålen fordeler væggens belastning på et fast og stabilt udgravningsbund.
- Bagdrænet bortleder vandet, før det når at sive ind under fundamentbetonen.
Bestemmelse af den frostfri margin i henhold til højde over havet og terrænets beskaffenhed
I det romandiske Schweiz afhænger stabiliteten af en lav støttemur eller et lille hegn primært af indspændingen af dens fod. Når en sål hviler i terrænniveau eller på en lille dybde, trænger vinterfrosten ind under betonen. I frostfølsomme jordarter som morænelym, ler eller meget fint sand bevæger porevandet sig ved kapillærvirkning mod kuldefronten. Det danner iskrystaller, som øger volumenet og udøver et betydeligt lodret tryk. Denne frosthævning af jorden er aldrig ensartet: en del af muren hæver sig med flere centimeter, mens resten forbliver fastlåst, hvilket forårsager gennemgående revner, Forskydning af fuger eller uigenkaldelig kipning af bygværket ved optøning.
| Geografisk sektor | Byggepladsens højde over havet | Jordens dominerede beskaffenhed | Anbefalet minimumsdybde |
|---|---|---|---|
| Genfersøbassinet og Rhônedalen | Under 500 m | Sandet lehm eller lermørtelgrus | 80 cm |
| Det romandiske Plateau (Vaud, Fribourg) | Mellem 500 og 800 m | Kompakt moræne, forvitret molasse | 90 til 100 cm |
| Juras fod og Vaud-Prealperne | Mellem 800 og 1100 m | Flintlera, kalkholdig lehm | 100 til 120 cm |
| Jura-dale og alpine destinationer | Mere end 1100 m | Heterogene skråningsjorder, stenskred | 120 til 150 cm |
For at validere den frostfri margin måles der altid fra det laveste udvendige terræns færdige niveau til sålens anlægsplan. På en skråning består den klassiske fejl i at rette udgravningsbunden ind efter det øverste terræn uden at tjekke nedsiden. Hvis nedsiden ligger 40 centimeter lavere, vil kuldefronten trænge ind sidelæns under fundamentet. Det er derfor nødvendigt at udføre successive trin for over alt at garantere den beskyttende jordtykkelse, der kræves i normen SIA 318.
Udgrav jorden og støb fordelingssålen i henhold til normen SIA 318
Fordelingssålens primære funktion er at optage asymmetriske kræfter og fordele belastningerne jævnt på undergrunden. I udendørsarbejder reguleret af normen SIA 318 forhindrer den, at undergrundens forskydningsbevægelser ødelægger opmuringen, uanset om det drejer sig om en mur af betonblokke, lette stensætninger eller tilhuggede sten. Udførelsen kræver en stringent metode, lige fra oprensning af udgravningsbunden til placering af armeringen.
- Udgravning og mekanisk oprensningÅbn gravelokationen med oprensningsskovlen til den definerede frostfri kote. Bortskaf muldjord og lommer af inkonsekvent opgravet materiale, indtil du når fast, uforstyrret jord.
- Udlægning af afretningsbetonStøb uden ophold et tyndt lag mager afretningsbeton på fem centimeters tykkelse. Dette lag beskytter anlægsbunden mod byggepladsregn og udtørring.
- Sammenkoblingsarmering og opklodsningPlacer en minimal armeringskurv bestående af langsgående løbende stænger forbundet med bøjler. Placer armeringen på afstandsklodser for at undgå enhver kontakt med jorden.
- Betonstøbning og vibrering af sålenUdfør en strukturbeton i overensstemmelse med eksponeringsklasserne for udendørs miljøer. Vibrer mekanisk med en stavvibrator for at fjerne luftbobler og omslutte armeringsjernet fuldstændigt.
Mekanisme for frosthævning og brud på lave mure
Når en fordelingssål af beton eller stabiliseret grus støbes på en utilstrækkelig dybde, ændrer vandet i porejorden tilstand under påvirkning af den nedadgående kuldefront. Dette fænomen er ikke begrænset til vands volumenudvidelse på 9 % under frysning. I fin- eller lehmholdige jorder, der hyppigt forekommer på det schweiziske Plateau, trækker et kapillært sugetryk kontinuerligt fugt op mod kuldefronten fra grundvandsspejlet eller de underliggende lag. Der dannes linser af ren is direkte under fundamentets anlægsplan, hvilket udøver betydelige lodrette tryk, der let kan overvinde egenvægten af en havemur eller en lav støttemur.
Hovedproblemet ved denne bevægelse ligger i dens heterogenitet. En mursål stiger aldrig på en fuldstændig ensartet måde over hele sin længde. Solpåvirkningen på den ene side af murværket, nærheden af en hæk, der absorberer vand, eller variationen i terrænets permeabilitet skaber en asymmetrisk frosthævning af jorden. Landskabsmurværket – hvad enten det drejer sig om stablede betonblokke, lette stensætninger eller mure af mørtelfuge-brudsten – arbejder derefter i enkel bøjning eller udsættes for forskydningskræfter, som det ikke har nogen indre mekanisk modstand imod.
Fra de første intense frostgrader i januar forårsager spændingerne karakteristiske skader: trappeformede revner langs mørtelfugerne, lodret forskydning ved en tredjedel af mur-længderne eller adskillelse af sålen. Under tøvejret om foråret smelter isen hurtigt, uden at det frigjorte vand straks kan sive ned i en jord, der stadig er frossen i dybden. Undergrunden omdannes midlertidigt til mudder uden bæreevne, hvilket medfører uregelmæssige rest-sætninger. Muren vender aldrig tilbage til sin oprindelige position og ophober en tiltagende hældning over på hinanden følgende vintre.
Frostfri dybde i henhold til højde over havet og armeringsbestemmelser
I det romandiske Schweiz afhænger fastlæggelsen af den frostfri dybde efter region direkte af højdekortet, den lokale topografi og jordens frostfølsomhed. På bredderne af Genfersøen og den nederste del af kantonen Genève trænger frosten sjældent længere end 80 cm ned i referencevintre. Til gengæld, så snart byggepladsen bevæger sig op på de fribourgske plateauer, Jura i Vaud eller de alpine dalfører i Valais, når de frostfølsom lag almindeligvis 100 til 130 cm i dybden. Ethvert varigt landskabsanlæg kræver, at udgravningens dybde tilpasses denne klimavirkelighed.
| Geografisk zone og højde over havet | Minimal frostfri margin | Jordens dominerede beskaffenhed | Bestemmelser for sålen |
|---|---|---|---|
| Genfersøbassinet, Genève, Rhônedalen (< 500 m) | 80 cm | Alluvium, sandet grus | Afretningsbeton C16/20, båndsål med kontinuerlig langsgående armering |
| Det romandiske Plateau, Jorat, Gros-de-Vaud (500 til 800 m) | 90 til 100 cm | Lermoræner, fin lehm | Drænet ikke-frostfølsom gruspude 0/32, armeret betonsål C25/30 |
| Juras fod, Vaud- og Fribourg-Prealperne (800 til 1100 m) | 100 til 120 cm | Mergel, resterende moræneler | Udskiftning af fint materiale, separationsgeotekstil, perifer frostfri spuns |
| Øvre Jura, alpine dale (> 1100 m) | 120 til 140 cm | Heterogene jorder, lehmholdigt stenskred | Dyb udgravning, gravitationelt dræn ved sålens fod er obligatorisk |
For at optage de små tilladelige variationer og forhindre revner i lette overbygninger skal fordelingssålen have en minimal armering i form af langsgående bindearmering. To kontinuerlige armeringsstænger med en minimumsdiameter på ti millimeter, bundet til bøjler eller U-jern hver femten centimeter, er normalt tilstrækkelige til at sammenkoble fundamentet på en lav hegnsmur eller landskabelig støttemur. Armeringsoverlæg ved hjørner og ender skal mindst svare til halvtreds gange stangens nominelle diameter.
Endelig skal sålen ubetinget have tværgående brudfuger for hver højst fem til otte løbende meter samt ved hvert skift i højde eller jordart. Disse fuger forhindrer, at mekaniske påvirkninger som følge af betons svind og vinterens mikrobevægelser forvandles til ukontrollerede brud gennem det murede ansigt. Kombineret med et opfyld af rent stabilgrus mod murens bagside sikrer dette design i overensstemmelse med normen SIA 318 bygværkets fuldstændige stabilitet over for de strengeste vinterbelastninger.
Frostskader: diagnosticering, understøbning og udbedrende foranstaltninger
Under snemeldingen og forårstøvejret viser et dårligt funderet lavt murværk hurtigt virkningerne af jords frosthævning. Når fordelingssålen er placeret på en utilstrækkelig dybde i forhold til det kantonale klima, smelter de iskrystaller, der er dannet under bygværket, på en asymmetrisk måde. Jorden mister brat sin bæreevne, hvilket medfører differential-sætning. Mureren eller anlægsgartneren bemærker trappeformede revner langs fugerne, et tydeligt brud i den uarmerede beton eller en fremadrettet kipning af facaden.
- Diagnose og kontrol af anlægskotenUdfør en prøvegravning mod facaden for at måle sålens faktiske dybde i forhold til det færdige terræn. Undersøg, om udgravningsbunden hviler på lehm eller frostfølsomt ler, der er yderst modtageligt for kapillært opstigende fugt.
- Understøbning i skiftende sektionerUnderstøt muren midlertidigt, hvis dens ligevægt er usikker. Udfør jordarbejde under den gamle fordelingssål i etaper på højst en meters længde. Støb afretningsbeton og derefter mager støttebeton ned til den frostfri dybde i overensstemmelse med normen SIA 318.
- Udskiftning af opfyld og hydraulisk saneringUdskift det frostfølsomme materiale bag muren. Etabler et drænende massiv af rent, ikke-frostfølsomt grus pakket ind i ikke-vævet geotekstil, og læg derefter et drænrør eller et stift slidset rør tilsluttet et godkendt afløb.
Hvis strukturen udviser en skævhed, der overstiger tolerancerne i normen SIA 318, eller et fuldstændigt brud i murværket, er fuldstændig nedrivning med genopbygning af fundamentet den eneste holdbare løsning. Anlægsgartneren skal derefter udgrave til fast, ikke-frostfølsom jord, tilpasse kotehøjden efter den lokale højde over havet og sikre kontinuerlig langsgående armering i den nye sål.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan stabiliserer man en hegnsmur, hvis fundament kun er 40 centimeter fra jorden?
Ved denne lave dybde vil jords frosthævning uundgåeligt ødelægge bygværket fra de første langvarige frostperioder i det romandiske lavland. Hvis muren ikke viser store skader, består en løsning i at udføre en understøbning i skiftende sektioner af en meter for at føre fundamentet under den frostfri dybde. Ellers kan installationen af en vandret periferi-varmeisolering i ekstruderede polystyrenplader bremse kuldens indtrængning.
Hvilken frostfri dybde skal anvendes på det schweiziske Plateau sammenlignet med Jura eller Prealperne?
På det schweiziske Plateau under 600 meters højde over havet fastsættes sålens mindste indspændingsdybde generelt til 80 centimeter i henhold til normen SIA 318. I Jura- eller præalpinzone, mellem 800 og 1.200 meter, trænger frosten meget dybere ned: Det er derfor nødvendigt at føre fundamentet mellem en meter og en meter og tyve for at garantere fordelingssålens stabilitet.
Hvorfor forstærker en lerholdig jord frostskaderne på uarmerede såler?
Fint materiale som lehm og ler tilbageholder vand ved kapillærvirkning. Om vinteren trækker kuldefronten denne restfugtighed opad og danner iskrystaller, som øger jordens volumen med op til ti procent. Dette asymmetriske lodrette tryk udøver bøjningsspændinger, som uarmeret beton ikke kan modstå, hvilket forårsager tydelige brud på muren fra de første fryse-tø-cyklusser.
Kan man kompensere for et lavt fundament med et lag drænende grus under sålen?
Ja, tykkelsen af et godt komprimeret, ikke-frostfølsomt gruslag lægges til sålens tykkelse for at opnå den krævede frostfri margin. Hvis normen foreskriver 80 centimeters beskyttelse, kan man støbe en fordelingssål på 30 centimeter oven på 50 centimeter komprimeret grus med vandafledning. Dette frostfrie materiale forhindrer vandophobning og fjerner dannelsen af krystaller under bygværkets fundament.
Citerede tekster og standarder
- SIA 318Udendørsarbejder
